Zambia Rural May-June

Luapula – en udkant i det nordvestlige Zambia

I går kom jeg 14 km. ud fra hovedvejen, og det er alt jeg når denne gang. Der var masser af folk som transporterede det ene og det andet. Mest på cykler. Husene her i Luapula er bygget af brændte sten, noget der ellers ikke er så udbredt. Det er nok på grund af vandet. Her hvor Congofloden udspringer er der masser af vand. Sumpområder og muligheder for at dyrke i den tørre sæson som varer fra April til og med Oktober-

De fleste huse er tækket med græs, men mange af dem har vinduer og døre. Det havde de nu også da jeg var her sidst, så på den måde er der ikke den store forskel. Men at se en hytte med antenne til fjernsyn, og en hytte der averterer med at her kan man købe telefontid til sin mobil, og en del hytter med solpaneler hvor de tapper strøm. Det er bare utroligt dejligt. Hvad skal man bruge et hus til når det næsten altid er godt vejr. Hytterne er omgivet af træer, så der er masser af skygge at sidde under.

Landbrugsministeriet er mere organiseret, der er renere på kontorerne. Og så er det så utrolig dejligt at kunne tale med alle slags folk på engelsk.

Og så en anden ting – der er kommet banker rundt omkring. Du kan få et kort i en bank og så kan du sætte penge ind og hæve – i næsten enhver by. I Kassikisi, Njelenge, Kawamba etc. Banken er i en lokal butik. Ejeren kan få lov til at være “bankbestyrer” hvis han har bevist at han har en stabil økonomi på hans egen konto over tid. Det var helt tilfældigt jeg kom ind for at købe vand. Butikken var indrettet som de “inder-butikker” vi så i 80erne, Nu er det bare Zambianere der ejer butikker og der er masser af nye butikker – og ny maling på mange af dem. Da jeg skulle betale bemærkede jeg hans kort-automat eller hvad sådan en nu hedder. Så jeg spurgte hvad det var for en maskine og om jeg måtte tage et billede af ham og hans forretning. Det måtte jeg gerne og de stillede alle 5 ekspedienter op bag disken. Det var altså stort.  Så fik jeg hele historien om ham og hans bank. Han startede for blot 3 uger siden og han havde allerede masser af bankkunder. Høj som lav. Så kom der en stor skoledreng ind – tror han var gymnasieelev i Kasikisi. Han deponerede 200 kwacha – svarende til 200 kroner. Han fortalte om at han nu kunne gøre det hvor som helst. Om hvordan han havde fået kortet – det tog 3 uger, men nu kunne han gøre det alle vegne. Alt dette foregik medens en højtaler fra en anden butik reklamerede for mobilephone og headset. Under træet overfor havde cykelsmeden travlt med at reparere cykler. Min bolle så ud og smagte som for 35 år siden – måske en smule sødere.

Ja det var så lidt fra landsby – livet. Nu er jeg tilbage i Mansa – og nu skal jeg til at finde ud af hvordan administrationen kører. Desværre er projektet blevet en hvepserede, og jeg tror ikke det har store chancer for at overleve. Alle fortæller negative historier om hinanden. Det skyldes et dårligt projektdesign fra starten af og måske nogle konsulenter som ikke satte sig ind i hvad der var gået forud. Første fase af projektet kørte måske nogenlunde, men så blev det ændret på mange måder, en strukturreform – som vi (nogle af os) jo godt ved i Danmark tager 2-3 år. Det var meget uheldigt – og de er ikke kommet godt fra land.

Nå men nu vil jeg slutte og gå i gang med dagens opgaver. Jeg siger tusind tak for de utrolig mange tilbagemeldinger jeg har fået på første brev. Tusind tak for det.

Kærlig hilsen, Kristine

Zambia Maj-Juni 2013

Jeg har ikke været her i over 10 år, og der er sket utrolig meget. Det er som om jeg skal se dette land engang hvert 10 år. Sidste gang var det kun i Lusaka der var forskel, men denne gang er det også i hovedbyerne ude på landet. Folk har fået cykler og der er mange cykler på vejene. Mellem de traditionelle huse i landsbyerne er der nogle enkelte som stikker ud, bygget i cement, der står måske en lastbil i nærheden.

Bor på et fint hotel i Mansa, nybygget – men helt klart en Zambiansk investering. Der er mange flere butikker. Der bor også 300.000 mennesker. Jeg glæder mig til at komme helt ud til søerne her de kommende dage. Vi skal se på et landbrugs og fiskeriprojekt. Det er en midtvejsevaluering af et projekt som har haft et meget omtumlet liv, og som er i krise. Der er kommet ny ledelse både fra den Zambianske side og fra den Finske side, og der er noget at bygge på.

60% af befolkningen er mere eller mindre afhængig af fiskeriet i dette område som har store sumpområder og søer – det er floden Congos udspring. Der er problemer med overfiskeri, men det skyldes at der ikke er forståelse for at beskytte ynglen, og at man fisker de små fisk. Fiskerieksperten på holdet har masser af erfaring, og siger at det er muligt at vende denne udvikling på 4 mdr. hvis man forstår at gøre det rigtigt. Der er også en masse erfaring fra Lake Kariba som kan bruges. Projektet satser også på Landbruget – men er ret ufokuseret fra begyndelsen af. Den nye ledelse er dog på rette spor, så mon ikke vi kan få noget ud af det. Hvis ikke så må de lukke projektet.

Havde lejlighed til at møde Mary Kazunga – som de af jer der også var i Zambia i 80erne nok kan huske. Hun er stadig en fantastisk kvinde, hendes lys skinner stadig igennem selv om hun har fået diagnosen Alzheimers. “So I said to myself what is worng with me” som hun sagde – så hun gik til læge og er under behandling. Hun er blevet lille og tynd. Hun har mistet det ældste og det yngste barn. Hun har en datter som bor sammen med hende i et nybygget hus som hun og Fred byggede for to år siden. Fred døde dog inden de kunne flytte derind. Datteren har en papsøn, men de har ingen fælles børn. Datter (Thiwewa?) og svigersøn er ved at bygge hus. Hun har solgt lidt mere af deres jord, og bygget en række rækkehuse, som de kan leve af. Hun har altid været smart. Hun var jo gift med Fred som i 1980 var Departementschef i Finansministeriet. Han havde et drikkeproblem, og blev fyret, og har ikke siden haft arbejde. Han har dog altid haft en skarp hjerne, og hjalp Mary med at skrive – noget hun aldrig blev særlig god til. Sammen har de haft et godt liv – som hun siger, men hun er meget ked af at der ikke er børnebørn. Hendes søn og svigerdatter er ved at adoptere et barn, og det glæder hun sig enormt til. Barnet har ingen forældre, men var efterladt i en kurv – og navnet er Moses, men han skal have et nyt navn.

Nå men sådan er livet så utroligt forskelligt rundt omkring, men hvor var det dejligt at se Mary igen.

Når jeg kommer tilbage til Zambia skal jeg se at få tid til at komme omkring Fukwe Close og gense mit gamle hus, og også besøge YWCA for at se den udvikling der er der. Mary siger at der stadig er liv i Desai Center – det vævested vi fik bygget. Men det når jeg nok ikke at se denne gang. Vi må se om det ikke er muligt at komme herned på ferie, inden der er gået for lang tid igen. Det er nemmere nu hvor jeg igen har nogle kontakter. Omega Bula – min veninde som Mogens og jeg besøgte i Canada – er nu vendt hjem. Hende får jeg heller ikke set denne gang idet der er meget skrive-arbejde – og derfor ikke muligt at udvide opholdet.

I dag er søndag, så i morges da vi gik en tur var vi lige inde og høre lidt kirkesang – det er altid fantastisk med masser af stemmer og nu også med elektrisk musik til.

Nu vil jeg slutte for denne gang, og se om der ikke bliver tid til at fortælle lidt fra landsbyerne i næste uge.

Mange hilsner, Kristine

Kulturlandskab

Det vestjyske landskab er skabt af vand. Vandet helt inde fra højderyggen drages ud i åerne og der hvor vandet møder havet skabes de vestjyske fjorde. Storåen og Skjernåen starter næsten samme sted. Via Storåen fra Ikast over Herning og Holstebro drages vandet mod havet og her skabes Nissum Fjord. Via Skjernåen fra Tindet Krat drages vandet mod havet og skaber Ringkøbing Fjord. Andre vanddrag skaber andre fjorde og søer – alt sammen for at vandet søger mod havet.

Eng-landskabet omkring fjordene og vandløbene bar den tids produktion. Det folk levede af var opfedning af kvæg og fiskeri i vandløbene. Det var de egne der var bosat, og sandjorden og heden mellem vandløbene var den tids marginale jorde. I dag er det omvendt. Nu er det sand og hedejorden der skaber grobund for produktion.

Frederik Vermehren (1823-1910), En jysk fårehyrde på heden, Statens Museum for Kunst, www.smk.dk
Frederik Vermehren (1823-1910), En jysk fårehyrde på heden, Statens Museum for Kunst, www.smk.dk

Kunst

Rundt i Reservatet

Kunstværket ”Rundt i Reservatet er fra 2009. Den består af et grønt tæppe, lænestol, kakkelbord, standerlampe, hæklet tæppe i hvidt bomuldsgarn, samt lidt service inde under svampene som er hæklet ind i tæppet og ”gror” på bordet. Smukt og spindelvævsagtigt tæppe med motiver der passer unikt på Vestjylland og det landskab hvor, kunstneren bag værket, Karen Havskov Jensen bor.

Karen Havskov Jensen bor i Nees som ligger i den nordlige ende af Fjorden. Karen flyttede for nogle år siden tilbage til Vestjylland og er derfor begyndt kunstnerisk at forholde sig til det at bo i dette område. I forhold til værket har Karen selv skrevet nogle sætninger som er gode at have med når man iagttager værket:

”Jeg bor i et udkantsområde, et randområde, Sørgerandsområde. For de siger at det ikke har langt igen og snart falder ud over kanten.”

”Området tilses med bekymrede miner – hver gang peger tallene i den forkerte retning og prognosen er dårlig. Med rynkede bryn spørges der: Hvor længe endnu, før de vitale organer sætter ud?”

”Områdets børn og børnebørn kommer på korte sygebesøg, før de atter haster tilbage til livet i byen. ”

”Området bidrog til landets rigdomme. Her blev plantet og ryddet, her blev nedrevet og opbygget, ja – her blev grædt og leet, sørget og danset.”

”Sådan har ethvert landskab sin historie, det har sit mønster, og strammes, giver sig og ændres i takt med de ting, der sker i det. En ny orden etablerer sig. Og hvilken sikkerhed har de, der gik forud vel nogensinde haft – når de skuede ud i horisonten – for, hvad der fandtes derude på den anden side randen?”

”Skønt jeg ofte har været på besøg i de 24 mellemliggende år, fandt jeg området meget forandret”

”Jeg synes, der var en lidt sidste-mand-lukker-og-slukker-agtig stemning. ”

”. hæklet sammen til et hele, en slags Torneroselandskab, der giver indtryk af dels at være i opløsning, dels at have taget over og leve sit eget bizarre liv.”

Kunstmagasinet Janus, Nr. 4. Dec. 2009

Karen Havskov Jensens værker har alle lige som værket ”Rundt i Reservatet” mange lag. Hun arbejder meget med det feminine udtryk i den moderne verden, og med ord og betydninger gerne i blindskrift. Mange af hendes værker indeholder et forhold til tekstil, og et forhold til at kunne flytte sig  – og ikke mindst hvad man har med sig i sin bagage.  Senest har hun lavet værket Rejsealter.

Karen Havskov Jensen er født 1963 i Holstebro. Hun er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi 1987-92 og Det Jyske Kunstakademi 1992-93. Efter 24 år i Odense, Århus og København bor nu igen i Nees ved Vemb og har en lang række udstillinger bag sig. Hun driver avantgardeudstillingen ”ET4U on wheels”, sammen med Klavs Weiis.

Se mere på www.karenhavskov.dk

Rundt i reservatet

Rundt i Reservatet – billede fra Vestjyllandsudstillingen 2009.

 

Stenbagt brød

Stenbagt brød

  • 3 dl, surdej (se nedenfor)
  • 1 sp. salt
  • 1 tsk honning
  • 5 g gær
  • 500 g hvedemel
  • 300 g anden mel efter gehør. Groft mel, durummel, speltmel,

Det hele æltes i røremaskin i 10 min – til det slipper skålen. Dejen er blød, og stilles køligt i 12 timer eller op til 1 døgn. Hvis det skal stå længere så sæt det i køleskab. Bages på en pitsa-steen ved 250 grader i 15-20 min – derefter skrues ned til 200 grader. Bagetid 35 min i alt. For at undgå den bliver brændt kan man lægge aluminiumsfolie over efter 15 min. og så behøver man ikke skrue ned. ‘

Surdej

Surdej laves som vi gjorde som børn – når vi lavede melklister – altså meget tynd i det.

½ litter vand 1 dl hvedemle, ½dl speltmel, ½dl rugmel. Pisk den godt sammen og i et glads – dæk gladset til – men så der kan komme luft til. Rør i blandingen dagligt. Efter nogle dage i stuedtemperatur er den ved at være klar.

Når surdejen er i gang kan man opbevare den i bunden af køleskabet. Man kan også lave en doppelt portion, så man altid har til et ekstra brød. Når man tager af surdejen spæder man op med mel og vand.