Ethiopien 2009

Marts 2009

Jeg har hurtigt oprettet en Mail-gruppe, og er ikke sikker på at alle som burde være med er med, og der kan også nemt være nogle som egentlig ikke har interesse i denne slags mail.

Ingenting er som planlagt, men vi arbejder på at få det bedste ud af det. Jeg tror jeg vil springe besværlighederne over, og fortælle om de mere lyse sider af besøget her i Ethiopien. Det er 2. mission, og jeg nyder at kende det hele. Hotellet er det samme som sidst, og det er de samme personer jeg skal arbejde sammen med.

Judith er langtidsstationeret her (hun er Ghaneser) er som sidst rigtig sjov at arbejde sammen med. Hun er altid i stand til at vende tingene på hovedet og det er jo rigtig godt når der er problemer. Vi skal egentlig arbejde sammen om at lave en træningsmanual, men det er nu mest mig der sidder og skriver og er kreativ. Det er en dejlig opgave. Om vi får lov at lave en træningstest – er nok tvivlsom. Hele Benishangul Gumuz statens ansatte er kaldt ind til politisk træning. Hvad det så end er for noget. Vi håber at have en lille gruppe som vi kan arbejde sammen med så manualen bliver tilrettet den lokale situation.

Jeg havde egentlig håbet at arbejde sammen med Yeshimebeth som jeg selv har anbefalet, men nu er der problemer fra statens side om hun overhovedet får lov til det. Jeg håber Team-leaderen er stærk nok til at få aftalen igennem, for de har faktisk lovet hende jobbet. Det er noget rod. Nå så fik I alligevel del i besværlighederne.

Vi var en tur i byen i dag. Yamlak, som er chauffør kørte os helt over på den anden side. Vi besøgte en skrædder som Judith har. Jeg har også bestilt et outfit – men er bange for at jeg aldrig kommer til at bruge det. Der er en tendens til at disse ting som her ser eksotiske og fantastiske ud – i DK overhovedet ikke kommer til sin ret. Vi kørte forbi masser af boder. Det er så fantastisk her i Etiopien – er forretningslivet – boder alle vegne. Een gade med bare stoffer og skræddere. Jeg skal tilbage der for der var også så mange flotte bugiksnavne. Dynamick Leather Shop. Skt. Maria Magdalena Grosery, og lignende sjove navne. Jakaranda træerne er sprunget ud, og selv om jeg endnu ikke har set en hel gade med Jakaranda, så er det nu smukt alligevel. I Zambia boede jeg ved en vej med Jakarandatræer – og det er altså bare et helt utroligt syn.

Vi er fortsat i Addis Ababa – og på torsdag flyver vi til Assosa som er hovedstad i Benishamongu Gumuz. Her har jeg aldrig været. Så skal vi se om vi kan komme de 1000 km ud til der hvor projektet bliver implementeret. Der skal vi gerne være senest Søndag. Der bliver altså ikke så meget tid i felten denne gang – og det er tvivlsomt at vi kommer ud i landsbyerne. Det er en skam, det havde jeg ellers glædet mig til.

Ethiopien

Kære Alle

Jeg har hurtigt oprettet en Mail-gruppe, og er ikke sikker på at alle som burde være med er med, og der kan også nemt være nogle som egentlig ikke har interesse i denne slags mail.

Ingenting er som planlagt, men vi arbejder på at få det bedste ud af det. Jeg tror jeg vil springe besværlighederne over, og fortælle om de mere lyse sider af besøget her i Ethiopien. Det er 2. mission, og jeg nyder at kende det hele. Hotellet er det samme som sidst, og det er de samme personer jeg skal arbejde sammen med.

Judith er langtidsstationeret her (hun er Ghaneser) er som sidst rigtig sjov at arbejde sammen med. Hun er altid i stand til at vende tingene på hovedet og det er jo rigtig godt når der er problemer. Vi skal egentlig arbejde sammen om at lave en træningsmanual, men det er nu mest mig der sidder og skriver og er kreativ. Det er en dejlig opgave. Om vi får lov at lave en træningstest – er nok tvivlsom. Hele Benishangul Gumuz statens ansatte er kaldt ind til politisk træning. Hvad det så end er for noget. Vi håber at have en lille gruppe som vi kan arbejde sammen med så manualen bliver tilrettet den lokale situation.

Jeg havde egentlig håbet at arbejde sammen med Yeshimebeth som jeg selv har anbefalet, men nu er der problemer fra statens side om hun overhovedet får lov til det. Jeg håber Team-leaderen er stærk nok til at få aftalen igennem, for de har faktisk lovet hende jobbet. Det er noget rod. Nå så fik I alligevel del i besværlighederne.

Vi var en tur i byen i dag. Yamlak, som er chauffør kørte os helt over på den anden side. Vi besøgte en skrædder som Judith har. Jeg har også bestilt et outfit – men er bange for at jeg aldrig kommer til at bruge det. Der er en tendens til at disse ting som her ser eksotiske og fantastiske ud – i DK overhovedet ikke kommer til sin ret. Vi kørte forbi masser af boder. Det er så fantastisk her i Etiopien – er forretningslivet – boder alle vegne. Een gade med bare stoffer og skræddere. Jeg skal tilbage der for der var også så mange flotte bugiksnavne. Dynamick Leather Shop. Skt. Maria Magdalena Grosery, og lignende sjove navne. Jakaranda træerne er sprunget ud, og selv om jeg endnu ikke har set en hel gade med Jakaranda, så er det nu smukt alligevel. I Zambia boede jeg ved en vej med Jakarandatræer – og det er altså bare et helt utroligt syn.

Vi er fortsat i Addis Ababa – og på torsdag flyver vi til Assosa som er hovedstad i Benishamongu Gumuz. Her har jeg aldrig været. Så skal vi se om vi kan komme de 1000 km ud til der hvor projektet bliver implementeret. Der skal vi gerne være senest Søndag. Der bliver altså ikke så meget tid i felten denne gang – og det er tvivlsomt at vi kommer ud i landsbyerne. Det er en skam, det havde jeg ellers glædet mig til.

Rejsebrev nr. 2   fra Ethiopien                                                                                                    Sendt 28.marts 2009

22 Marts 2009. Jeg sidder i et lokalt hotel i Kossober. Min mad bliver serveret. Sådan begyndte jeg mit brev sidste søndag, og nu kan jeg ikke engang huske hvordan hotellet så ud, eller hvad vi fik at spise.  Enjera med takabino tænker jeg, men det fortaber sig i alle de øvrige steder vi har spist den samme mad. Enjerra og varm ærtemos med chilli og hvidløg.  Nu er det den 28. Marts og jeg er tilbage i Addis Ababa og har kun en enkelt dag tilbage, før jeg flyver hjem natten til mandag.

Torsdag i sidste uge fløj v fra Addis til Asossa. Flyet var 4 timer forsinket, men vi kom da af sted kl. 14.00. Et lille fly med plads til ca. 50 mennesker vil jeg tro. Jeg har aldrig sat mig ind i flytyper etc. Som ellers de fleste der rejser meget. Jeg tror jeg blot forbigår det for ellers ville jeg nok være bange for at flyve. Nej jeg nyder rigtigt at flyve fordi så snart vi er i luften, så er der intet mere jeg kan gøre – der er kun at overlade sig til skæbnen. Og så slapper jeg af.  Flyet mellemlande i Jimma, og vi blev bedt om at forlade flyet medens det blev tanket. Det var varmt men dog med lidt regn i luften hvorfor vi blev udendørs indtil vi igen kunne gå ombord på flyet. Vi fik spændt sikkerhedsbæltet, og piloten startede. Det tog lidt tid, vi var stadig på jorden. Så blev motoren slukket – han kunne kun får gang i den ene, og vi blev bedt om at forlade flyet på som han sagde ubestemt tid. Klokken var hen af 5 om eftermiddagen, og hvis vi ikke kom af sted inden mørkets frembrud ville vi skulle blive i Jimma. Der blev sat stiger op til motoren, og vi blev bedt om at gå ind i lufthavnsbygningen. Her sad vi så en times tid, før vi igen kunne gå om bord.

Vi var lidt bekymrede, men begge motorer startede, og vi kom af sted.  Landede stærkt forsinkede i Assossa. Fredag havde vi møde med Regionsadministrationens departementer for Vand, for Sundhed og for Uddannelse.  Resten af dagen blev brugt på at arbejde intensivt på Trænings-manualen. Jeg er helt godt tilfreds med designet. Fredag aften var der fest – Judit inviterede Finida folkene, Regionsfolkene og vores lille team på middag. Jeg kunne se at folk havde brug for at feste igennem, men da jeg jo stadig havde en hel uges intenst arbejde for mig gik jeg i seng kl. halv elleve. Jeg sov udmærket og hørte ikke at folk tog i sauna kl. 2 om natten og mændene blev ved til kl. 6 morgen.

Lørdag stod den på oprydning før vi tog på den 1000 km lange tur til projektområdet. Vi kørte fra Asossa kl. 14.00 og ankom til Nget kl. 19.00. Næste morgen kørte vi videre kl. 6.00. Fra Nget til Kossober er der grusvej hele vejen. Kl. 10.00 havde vi første punktering. Dækket var fuldstændigt opløst. Vi fik hurtigt skiftet hjul og ringet til udlejningsfirmaet om at sende nye dæk til bilen.  Planen var nu at køre til Bar hir Dar for at afvente dæk og for at hente det sidste team-medlem som skulle arbejde sammen med os.  Heldigvis kunne vi bruge mobiltelefonerne. Så med god fortrøstning kørte vi videre. Der gik én time og så var det galt igen. Denne gang havde vi ingen reservehjul, og begge dæk var ødelagte så de ikke kunne lappes. Ellers er det det man gør og selv om det var et ret øde område vi var havnet i så kunne vi teoretisk set have fået lappet et hjul. Men vi stod heldigvis i udkanten af en landsby, og vi kvinder kunne søge skygge på den nærmeste veranda. Snart kom en bus forbi, og vi tog en hurtig beslutning. Hjulene – de resterende blev afmonteret bilen og de blev sammen med vore kufferter hejst op på taget af bussen. Selv blev vi klemt ind i bussen hvor der knapt var ståpladser til os. Der blev dog hurtigt taget hensyn til os og vi kørte videre.

Jeg blev placeret på første række til ”førerhuset” – en platform hvor der også sad mennesker overalt ovne på motoren. Over for mig sad en ældre hære med en beroligende hånd på en blind mand med lang stok. Den blinde mand sad og bad hele vejen, og det var egentlig godt at vide at der på bussen var én der kunne bruge hele sin koncentration på at bede om beskyttelse. Judith kom til at sidde helt foran i førehuset, og kunne se at chaufføren blev fodret med chat. Det vidste jeg heldigvis ikke. Vi kom til broen over den blå Niel.  Her blev alle kommanderet ud af bussen. Igen blev der taget hensyn. Vi fik lov at blive i bussen. De øvrige var henvist til at stå/sidde ligge i 44 graders varme uden for bussen, medens den blev undersøgt og deres papirer blev undersøgt.

Efter 4 timers kørsel nåede vi bussens endestation Buren. Her hyrede vi en minibus til at tage os de sidste 120 km til Gilgel Belis. Den tur tog os 4 timer og vi var først fremme kl. 20.00. Den svensk langtidsrådgiver havde lavet mad til os, den var blevet lidt kold men det smagte himmelsk. En af de få afbræk til Enjerra og Takabino. Hotellet er det samme, men denne gang i en ny tilbygning som netop har åbnet. Dette betød at der ikke var den rådne stank af rotter og kloak. Det vil dog ikke tage mange måneder før det er lige så ulækkert som det øvrige hotel. Gulvet er skævt bruseren løber ud på gulvet, og vandet kan ikke komme til. Taget i betragtning at personalet aldrig har lært at gøre rent, og selv bor med jord-gulve og ingen sanitet – ja så er der ikke noget at sige til at rengøringen de facto er ikke eksisterende.

Lige siden jeg ankom havde jeg brugt min tid på at udforme et undervisningsmateriale. Det var svært fordi vi havde så mange rejsedage, og jeg var slemt utilfreds med planlægningen fra projektledelsens side.  Nå men udviklingsarbejde er altid en udfordring, og faktisk fik jeg skruet et godt værktøj sammen, med minimum input fra projektet – hvilket ikke lige havde været planen.  Teamet dernede har masser af problemer, og da der samtidig er udbud på implementeringsfasen, er det ikke til at vurdere hvor problemerne kommer fra.

Endelig Trisdag morgen starter vi undervisningen, folk er mirakuløst kommet til stede. Der er 10 unge embedsmænd som er blevet beordret til at deltage. Det er ikke lige dem jeg havde regnet med skulle deltage. De der skulle have deltaget var blevet sendt på politisk kursus i 45 dage.  Hovedformålet med kurset var at afprøve de forskellige deltagerstyrede planlægningsværktøjer, og vi var lidt skuffede, men gik til opgaven med krum hals. Det blev en stor succes netop fordi disse folk ikke kendte til denne form for planlægning var det muligt at få et realistisk billede af hvordan Felt-håndbogen skulle skrues sammen. Det er netop en række utrænede folk som skal i gang. Operationen lykkedes, de blev meget optagede af metoderne, og da de var unge – var de stadig åbne for nye ideer og deltog med masser af ideer.  Nu er det så en udfordring at få færdigudviklet Felt-manualen. Men jeg synes vi er nået ret langt. I det mindste er jeg nu ret sikker på i hvilken retning den skal tilpasses og videreudarbejdes. Judith, Ysimebet og Roger tager et tag i morgen og så får de 1 uge til at viderebearbejde den så jeg kan få deres inputs. Derefter tager jeg tre dages arbejde på den og så skulle det gerne være det.

Jeg skylder at sige tak for breve og reaktioner på mit første rejsebrev. Dejligt at høre fra jer. Flere har lagt mærke til Jakaranda træerne, og da vi i dag kørte ind i Addis stod en hel gade i fuld flor.  Nu håber jeg at jeg når hjem til generalforsamling i Nissum Fjrod Netværket mandag aften. Vi har lige modtaget den glædelige nyhed at vi har fået 600.000 kr. bevilget fra Grønne Partnerskaber hos Skov og Natrustyrelsen. Det får formentlig hul på bylden til at vi kan arbejde videre med de mange planer.

Nu vil jeg slutte mine rejsebeskrivelser for denne rejse. Jeg har ikke nye rejser på tapetet, men håber der bliver noget i efteråret. Ellers skal Mogens og jeg til Canada til sommer, så hvem ved, måske skriver jeg derfra.   Mange hilsner, Kristine

Luangwa Vally 2013

Ligger i telt ved Luangwa bridge, med alle mulige dyr puslende udenfor. Ville have forsvoret at jeg nogensinde ville gøre det. Teltet står på en betonplatform der foran fungerer som terrasse og bagtil er gulv i et åbent badeværelse med vc, håndvask, og bruser.

Og medens jeg skrev kom elefanterne igenlige forbi vores telt uden at vi havde hørt noget. Impalaerne og barbun’s græsser uforstyrret videre. Carmite-beeater sidder på en gren. Og Mogens siger  “det er da fantastisk at være på safari ved bare at sidde i sit telt. Eneste problem er at komme på toilet uden at få solstik.” Toilettet fungerer også som udkigspost når vi skal fotografere.

Jeg har svært ved at skrive fra telefon. Måske går det med lidt øvelse.

Igen har det været fantastisk at være tilbage i Zambia. Minder vælter frem, og jeg tænker ind imellem om jeg husker rigtigt. Tror der var flere dyr dengang men det er nok årstiden. Vi var nu set rigtig meget og både løve og leopard her i morges.

Var på en utrolig god og positiv opgave Sverige og Finland støtter Zambian National Farmers Union med ca. 50% af deres budget. U ionen består af alle slags landmænd – både store og små. Den er veldrevet og der sker noget der hvor de er involveret. De er også underdelt i selvstændige enheder: Mælk,tobak, bommulf etc. Distrikt Associations er også selvstændige og 70000 small scale farmere er medlemmer af dem. 10 specielle large scale districts farmers associations er også med i unionen. En ”coorporate member association” er der også med en 10.. 12 rigtig store farme. Vi …Mogens og jeg …var ude at se en af dem en farm på 25km2 med op til 700 ansatte. Ejeren er en hvid farmer hvis far var minearbejder i kobberbæltet. Han og hans hollandske kone går ikke op i andet end at arbejde og sætte gang i arbejde. De startede i 1980erne.

Mogens kom herned da jeg var færdig med rapporten. Først var vi et par dage i Lusaka. Besøgte YWCA og mit gamle hus. Det er kørt noget ned. De er lidt fastkørte i de programmer de har.., det samme kan man sige om Dizantiseni (hvor en række danske frivillige arbejdede igennem en årrække) som vi også besøgte.

Vi kørte med Omega og Sonile (niece til Omega) til Livingstone. Croma og Monze vokser helt vildt. Lige som i Lusaka bygges der masser af nye store huse. Masser af biler og masser af boder la gs vejene. På mange måder miner det mig om da jeg først var i

Indien. Det samme er sket i Mfuwe som nærmest var ikke eksisterende som by i 1980. Her er det turismen som giver afkast.

Eneste sted vi har besøgt hvor alt er som i gamle dage er Chipembe. Et sted langt ude på landet (forbi en lang række af de største farme deriblandt ovenstående) med en Girls Secondary School, en farmers college, en klinik. Her er Omega vendt tilbage efter 20 år i  Canada ( hvor vi besøgte hende Toronto 2009?) Som hun siger..”come on guyes… after 30 years!!” Og hun er i gang med at fyre op under folk. Skolen (Primary) har ingen bøger ikke engang lærerne har bøger. Secondary School har få computere og ingen udstyr. Osv. Omega har startet besøgsrejser sammen med den Canadiske Kirke og opfordrer også os til at arrangere rejser.

Det med økorejser var noget vi allerede talte om allerede i 1985 da vi kørte til Botswana og fløj videre ud i Okawangu Deltaet sammen.

Om vi kommer til at lave rejser kommer meget an på Mogens, men ideen er født, og muligheden er der.

Nu er tiden kommet til vi skal på safari eftermiddagstur. Jeg sender et billede med taget medens jeg skrev.

De kærligste hilsner fra et varmt sted i Luamgwa Vally

Kristine og Mogens

Zanzibar july 2013

Så sidder jeg igen på terrassen på første sal i det der engang i kolonitiden var et hospital. Nyder min sidste mango juice og larmen fra biler og stemmer rundt om mig. Her er gennemtræk og udsigt i glimt over havet. Dejlig 70er-agtig cafe åbnet for 3 uger siden.

Turen startede på vrangen. 30 timer forsinket og ankomst uden bagage. Team’et var i gang og jeg måtte kæmpe mig ind i centrum for at få fat i roret. Operationen lykkedes og vi har lykønsket hinanden og os selv med et simpelt Value Chain design der skal øge produktionen af frugt og grønt på småbrug og linke dem til touristmarkedet – hoteller og restauranter på Zanzibar. Det er et twinning projekt fra den finske landbrugsorganisation til Tanzania Horticulture Assosiation.

…….fly..til Arusha

Så landede jeg i Kilimanjaro Lufthavn medens solen stod dybrød ved siden af Afrikas top – hvilket syn. Minibussen lignede den jeg kørte i i 1979 da jeg landede første gang i Afrika. Det var så også eneste lighed. Indtrykkene og følelserne fra dengang vælter up i hukommelsen. Husker at jeg næppe troede mine egne øjne. Folk boede virkelig i græshytter og gik med krukker på hovedet. Det skal man længere ud på landet for at opleve nu.

Nat på plastik hotel.. ligner hinanden over hele verden. Denne kunne dog være bygget i 1970erne…

Lufthavnsbygningen i går, var den samme. Dengang helt nyopført og fuldstændig tom …og synes jeg overdemissioneret. Nu er den kommet helt til sin ret. Den er nymalet i sandfarver og der er fine græsplæner, blomster og træer. På vejen ind til Arusha nød jeg eftergløden af solen bag det enorme Kilimanjaro. Trafikken tæt, tung, og farlig. ……

Sidder og venter. Det møde jeg skulle have her til morgen bliver udskudt til Mandag.

Så nu skal jeg se nogle af TAHAs aktiviteter her , og ellers skrive på rapport.

Flyver hjem Mandag aften, og håber mor er blevet så stærk at vi på trods af sidste uges hjerteanfald kan komme med til Sønderjylland hvor vi skal fejre familiens fødselsdage, Stig, Ingeborg, far .. og mor og fars bryllupsdag.

Mange hilsner Kristine

 

Zambia Rural May-June

Luapula – en udkant i det nordvestlige Zambia

I går kom jeg 14 km. ud fra hovedvejen, og det er alt jeg når denne gang. Der var masser af folk som transporterede det ene og det andet. Mest på cykler. Husene her i Luapula er bygget af brændte sten, noget der ellers ikke er så udbredt. Det er nok på grund af vandet. Her hvor Congofloden udspringer er der masser af vand. Sumpområder og muligheder for at dyrke i den tørre sæson som varer fra April til og med Oktober-

De fleste huse er tækket med græs, men mange af dem har vinduer og døre. Det havde de nu også da jeg var her sidst, så på den måde er der ikke den store forskel. Men at se en hytte med antenne til fjernsyn, og en hytte der averterer med at her kan man købe telefontid til sin mobil, og en del hytter med solpaneler hvor de tapper strøm. Det er bare utroligt dejligt. Hvad skal man bruge et hus til når det næsten altid er godt vejr. Hytterne er omgivet af træer, så der er masser af skygge at sidde under.

Landbrugsministeriet er mere organiseret, der er renere på kontorerne. Og så er det så utrolig dejligt at kunne tale med alle slags folk på engelsk.

Og så en anden ting – der er kommet banker rundt omkring. Du kan få et kort i en bank og så kan du sætte penge ind og hæve – i næsten enhver by. I Kassikisi, Njelenge, Kawamba etc. Banken er i en lokal butik. Ejeren kan få lov til at være “bankbestyrer” hvis han har bevist at han har en stabil økonomi på hans egen konto over tid. Det var helt tilfældigt jeg kom ind for at købe vand. Butikken var indrettet som de “inder-butikker” vi så i 80erne, Nu er det bare Zambianere der ejer butikker og der er masser af nye butikker – og ny maling på mange af dem. Da jeg skulle betale bemærkede jeg hans kort-automat eller hvad sådan en nu hedder. Så jeg spurgte hvad det var for en maskine og om jeg måtte tage et billede af ham og hans forretning. Det måtte jeg gerne og de stillede alle 5 ekspedienter op bag disken. Det var altså stort.  Så fik jeg hele historien om ham og hans bank. Han startede for blot 3 uger siden og han havde allerede masser af bankkunder. Høj som lav. Så kom der en stor skoledreng ind – tror han var gymnasieelev i Kasikisi. Han deponerede 200 kwacha – svarende til 200 kroner. Han fortalte om at han nu kunne gøre det hvor som helst. Om hvordan han havde fået kortet – det tog 3 uger, men nu kunne han gøre det alle vegne. Alt dette foregik medens en højtaler fra en anden butik reklamerede for mobilephone og headset. Under træet overfor havde cykelsmeden travlt med at reparere cykler. Min bolle så ud og smagte som for 35 år siden – måske en smule sødere.

Ja det var så lidt fra landsby – livet. Nu er jeg tilbage i Mansa – og nu skal jeg til at finde ud af hvordan administrationen kører. Desværre er projektet blevet en hvepserede, og jeg tror ikke det har store chancer for at overleve. Alle fortæller negative historier om hinanden. Det skyldes et dårligt projektdesign fra starten af og måske nogle konsulenter som ikke satte sig ind i hvad der var gået forud. Første fase af projektet kørte måske nogenlunde, men så blev det ændret på mange måder, en strukturreform – som vi (nogle af os) jo godt ved i Danmark tager 2-3 år. Det var meget uheldigt – og de er ikke kommet godt fra land.

Nå men nu vil jeg slutte og gå i gang med dagens opgaver. Jeg siger tusind tak for de utrolig mange tilbagemeldinger jeg har fået på første brev. Tusind tak for det.

Kærlig hilsen, Kristine

Zambia Maj-Juni 2013

Jeg har ikke været her i over 10 år, og der er sket utrolig meget. Det er som om jeg skal se dette land engang hvert 10 år. Sidste gang var det kun i Lusaka der var forskel, men denne gang er det også i hovedbyerne ude på landet. Folk har fået cykler og der er mange cykler på vejene. Mellem de traditionelle huse i landsbyerne er der nogle enkelte som stikker ud, bygget i cement, der står måske en lastbil i nærheden.

Bor på et fint hotel i Mansa, nybygget – men helt klart en Zambiansk investering. Der er mange flere butikker. Der bor også 300.000 mennesker. Jeg glæder mig til at komme helt ud til søerne her de kommende dage. Vi skal se på et landbrugs og fiskeriprojekt. Det er en midtvejsevaluering af et projekt som har haft et meget omtumlet liv, og som er i krise. Der er kommet ny ledelse både fra den Zambianske side og fra den Finske side, og der er noget at bygge på.

60% af befolkningen er mere eller mindre afhængig af fiskeriet i dette område som har store sumpområder og søer – det er floden Congos udspring. Der er problemer med overfiskeri, men det skyldes at der ikke er forståelse for at beskytte ynglen, og at man fisker de små fisk. Fiskerieksperten på holdet har masser af erfaring, og siger at det er muligt at vende denne udvikling på 4 mdr. hvis man forstår at gøre det rigtigt. Der er også en masse erfaring fra Lake Kariba som kan bruges. Projektet satser også på Landbruget – men er ret ufokuseret fra begyndelsen af. Den nye ledelse er dog på rette spor, så mon ikke vi kan få noget ud af det. Hvis ikke så må de lukke projektet.

Havde lejlighed til at møde Mary Kazunga – som de af jer der også var i Zambia i 80erne nok kan huske. Hun er stadig en fantastisk kvinde, hendes lys skinner stadig igennem selv om hun har fået diagnosen Alzheimers. “So I said to myself what is worng with me” som hun sagde – så hun gik til læge og er under behandling. Hun er blevet lille og tynd. Hun har mistet det ældste og det yngste barn. Hun har en datter som bor sammen med hende i et nybygget hus som hun og Fred byggede for to år siden. Fred døde dog inden de kunne flytte derind. Datteren har en papsøn, men de har ingen fælles børn. Datter (Thiwewa?) og svigersøn er ved at bygge hus. Hun har solgt lidt mere af deres jord, og bygget en række rækkehuse, som de kan leve af. Hun har altid været smart. Hun var jo gift med Fred som i 1980 var Departementschef i Finansministeriet. Han havde et drikkeproblem, og blev fyret, og har ikke siden haft arbejde. Han har dog altid haft en skarp hjerne, og hjalp Mary med at skrive – noget hun aldrig blev særlig god til. Sammen har de haft et godt liv – som hun siger, men hun er meget ked af at der ikke er børnebørn. Hendes søn og svigerdatter er ved at adoptere et barn, og det glæder hun sig enormt til. Barnet har ingen forældre, men var efterladt i en kurv – og navnet er Moses, men han skal have et nyt navn.

Nå men sådan er livet så utroligt forskelligt rundt omkring, men hvor var det dejligt at se Mary igen.

Når jeg kommer tilbage til Zambia skal jeg se at få tid til at komme omkring Fukwe Close og gense mit gamle hus, og også besøge YWCA for at se den udvikling der er der. Mary siger at der stadig er liv i Desai Center – det vævested vi fik bygget. Men det når jeg nok ikke at se denne gang. Vi må se om det ikke er muligt at komme herned på ferie, inden der er gået for lang tid igen. Det er nemmere nu hvor jeg igen har nogle kontakter. Omega Bula – min veninde som Mogens og jeg besøgte i Canada – er nu vendt hjem. Hende får jeg heller ikke set denne gang idet der er meget skrive-arbejde – og derfor ikke muligt at udvide opholdet.

I dag er søndag, så i morges da vi gik en tur var vi lige inde og høre lidt kirkesang – det er altid fantastisk med masser af stemmer og nu også med elektrisk musik til.

Nu vil jeg slutte for denne gang, og se om der ikke bliver tid til at fortælle lidt fra landsbyerne i næste uge.

Mange hilsner, Kristine