Zambia Rural May-June

Luapula – en udkant i det nordvestlige Zambia

I går kom jeg 14 km. ud fra hovedvejen, og det er alt jeg når denne gang. Der var masser af folk som transporterede det ene og det andet. Mest på cykler. Husene her i Luapula er bygget af brændte sten, noget der ellers ikke er så udbredt. Det er nok på grund af vandet. Her hvor Congofloden udspringer er der masser af vand. Sumpområder og muligheder for at dyrke i den tørre sæson som varer fra April til og med Oktober-

De fleste huse er tækket med græs, men mange af dem har vinduer og døre. Det havde de nu også da jeg var her sidst, så på den måde er der ikke den store forskel. Men at se en hytte med antenne til fjernsyn, og en hytte der averterer med at her kan man købe telefontid til sin mobil, og en del hytter med solpaneler hvor de tapper strøm. Det er bare utroligt dejligt. Hvad skal man bruge et hus til når det næsten altid er godt vejr. Hytterne er omgivet af træer, så der er masser af skygge at sidde under.

Landbrugsministeriet er mere organiseret, der er renere på kontorerne. Og så er det så utrolig dejligt at kunne tale med alle slags folk på engelsk.

Og så en anden ting – der er kommet banker rundt omkring. Du kan få et kort i en bank og så kan du sætte penge ind og hæve – i næsten enhver by. I Kassikisi, Njelenge, Kawamba etc. Banken er i en lokal butik. Ejeren kan få lov til at være “bankbestyrer” hvis han har bevist at han har en stabil økonomi på hans egen konto over tid. Det var helt tilfældigt jeg kom ind for at købe vand. Butikken var indrettet som de “inder-butikker” vi så i 80erne, Nu er det bare Zambianere der ejer butikker og der er masser af nye butikker – og ny maling på mange af dem. Da jeg skulle betale bemærkede jeg hans kort-automat eller hvad sådan en nu hedder. Så jeg spurgte hvad det var for en maskine og om jeg måtte tage et billede af ham og hans forretning. Det måtte jeg gerne og de stillede alle 5 ekspedienter op bag disken. Det var altså stort.  Så fik jeg hele historien om ham og hans bank. Han startede for blot 3 uger siden og han havde allerede masser af bankkunder. Høj som lav. Så kom der en stor skoledreng ind – tror han var gymnasieelev i Kasikisi. Han deponerede 200 kwacha – svarende til 200 kroner. Han fortalte om at han nu kunne gøre det hvor som helst. Om hvordan han havde fået kortet – det tog 3 uger, men nu kunne han gøre det alle vegne. Alt dette foregik medens en højtaler fra en anden butik reklamerede for mobilephone og headset. Under træet overfor havde cykelsmeden travlt med at reparere cykler. Min bolle så ud og smagte som for 35 år siden – måske en smule sødere.

Ja det var så lidt fra landsby – livet. Nu er jeg tilbage i Mansa – og nu skal jeg til at finde ud af hvordan administrationen kører. Desværre er projektet blevet en hvepserede, og jeg tror ikke det har store chancer for at overleve. Alle fortæller negative historier om hinanden. Det skyldes et dårligt projektdesign fra starten af og måske nogle konsulenter som ikke satte sig ind i hvad der var gået forud. Første fase af projektet kørte måske nogenlunde, men så blev det ændret på mange måder, en strukturreform – som vi (nogle af os) jo godt ved i Danmark tager 2-3 år. Det var meget uheldigt – og de er ikke kommet godt fra land.

Nå men nu vil jeg slutte og gå i gang med dagens opgaver. Jeg siger tusind tak for de utrolig mange tilbagemeldinger jeg har fået på første brev. Tusind tak for det.

Kærlig hilsen, Kristine