Zambia Maj-Juni 2013

Jeg har ikke været her i over 10 år, og der er sket utrolig meget. Det er som om jeg skal se dette land engang hvert 10 år. Sidste gang var det kun i Lusaka der var forskel, men denne gang er det også i hovedbyerne ude på landet. Folk har fået cykler og der er mange cykler på vejene. Mellem de traditionelle huse i landsbyerne er der nogle enkelte som stikker ud, bygget i cement, der står måske en lastbil i nærheden.

Bor på et fint hotel i Mansa, nybygget – men helt klart en Zambiansk investering. Der er mange flere butikker. Der bor også 300.000 mennesker. Jeg glæder mig til at komme helt ud til søerne her de kommende dage. Vi skal se på et landbrugs og fiskeriprojekt. Det er en midtvejsevaluering af et projekt som har haft et meget omtumlet liv, og som er i krise. Der er kommet ny ledelse både fra den Zambianske side og fra den Finske side, og der er noget at bygge på.

60% af befolkningen er mere eller mindre afhængig af fiskeriet i dette område som har store sumpområder og søer – det er floden Congos udspring. Der er problemer med overfiskeri, men det skyldes at der ikke er forståelse for at beskytte ynglen, og at man fisker de små fisk. Fiskerieksperten på holdet har masser af erfaring, og siger at det er muligt at vende denne udvikling på 4 mdr. hvis man forstår at gøre det rigtigt. Der er også en masse erfaring fra Lake Kariba som kan bruges. Projektet satser også på Landbruget – men er ret ufokuseret fra begyndelsen af. Den nye ledelse er dog på rette spor, så mon ikke vi kan få noget ud af det. Hvis ikke så må de lukke projektet.

Havde lejlighed til at møde Mary Kazunga – som de af jer der også var i Zambia i 80erne nok kan huske. Hun er stadig en fantastisk kvinde, hendes lys skinner stadig igennem selv om hun har fået diagnosen Alzheimers. “So I said to myself what is worng with me” som hun sagde – så hun gik til læge og er under behandling. Hun er blevet lille og tynd. Hun har mistet det ældste og det yngste barn. Hun har en datter som bor sammen med hende i et nybygget hus som hun og Fred byggede for to år siden. Fred døde dog inden de kunne flytte derind. Datteren har en papsøn, men de har ingen fælles børn. Datter (Thiwewa?) og svigersøn er ved at bygge hus. Hun har solgt lidt mere af deres jord, og bygget en række rækkehuse, som de kan leve af. Hun har altid været smart. Hun var jo gift med Fred som i 1980 var Departementschef i Finansministeriet. Han havde et drikkeproblem, og blev fyret, og har ikke siden haft arbejde. Han har dog altid haft en skarp hjerne, og hjalp Mary med at skrive – noget hun aldrig blev særlig god til. Sammen har de haft et godt liv – som hun siger, men hun er meget ked af at der ikke er børnebørn. Hendes søn og svigerdatter er ved at adoptere et barn, og det glæder hun sig enormt til. Barnet har ingen forældre, men var efterladt i en kurv – og navnet er Moses, men han skal have et nyt navn.

Nå men sådan er livet så utroligt forskelligt rundt omkring, men hvor var det dejligt at se Mary igen.

Når jeg kommer tilbage til Zambia skal jeg se at få tid til at komme omkring Fukwe Close og gense mit gamle hus, og også besøge YWCA for at se den udvikling der er der. Mary siger at der stadig er liv i Desai Center – det vævested vi fik bygget. Men det når jeg nok ikke at se denne gang. Vi må se om det ikke er muligt at komme herned på ferie, inden der er gået for lang tid igen. Det er nemmere nu hvor jeg igen har nogle kontakter. Omega Bula – min veninde som Mogens og jeg besøgte i Canada – er nu vendt hjem. Hende får jeg heller ikke set denne gang idet der er meget skrive-arbejde – og derfor ikke muligt at udvide opholdet.

I dag er søndag, så i morges da vi gik en tur var vi lige inde og høre lidt kirkesang – det er altid fantastisk med masser af stemmer og nu også med elektrisk musik til.

Nu vil jeg slutte for denne gang, og se om der ikke bliver tid til at fortælle lidt fra landsbyerne i næste uge.

Mange hilsner, Kristine