Ethiopien

Kære Alle

Jeg har hurtigt oprettet en Mail-gruppe, og er ikke sikker på at alle som burde være med er med, og der kan også nemt være nogle som egentlig ikke har interesse i denne slags mail.

Ingenting er som planlagt, men vi arbejder på at få det bedste ud af det. Jeg tror jeg vil springe besværlighederne over, og fortælle om de mere lyse sider af besøget her i Ethiopien. Det er 2. mission, og jeg nyder at kende det hele. Hotellet er det samme som sidst, og det er de samme personer jeg skal arbejde sammen med.

Judith er langtidsstationeret her (hun er Ghaneser) er som sidst rigtig sjov at arbejde sammen med. Hun er altid i stand til at vende tingene på hovedet og det er jo rigtig godt når der er problemer. Vi skal egentlig arbejde sammen om at lave en træningsmanual, men det er nu mest mig der sidder og skriver og er kreativ. Det er en dejlig opgave. Om vi får lov at lave en træningstest – er nok tvivlsom. Hele Benishangul Gumuz statens ansatte er kaldt ind til politisk træning. Hvad det så end er for noget. Vi håber at have en lille gruppe som vi kan arbejde sammen med så manualen bliver tilrettet den lokale situation.

Jeg havde egentlig håbet at arbejde sammen med Yeshimebeth som jeg selv har anbefalet, men nu er der problemer fra statens side om hun overhovedet får lov til det. Jeg håber Team-leaderen er stærk nok til at få aftalen igennem, for de har faktisk lovet hende jobbet. Det er noget rod. Nå så fik I alligevel del i besværlighederne.

Vi var en tur i byen i dag. Yamlak, som er chauffør kørte os helt over på den anden side. Vi besøgte en skrædder som Judith har. Jeg har også bestilt et outfit – men er bange for at jeg aldrig kommer til at bruge det. Der er en tendens til at disse ting som her ser eksotiske og fantastiske ud – i DK overhovedet ikke kommer til sin ret. Vi kørte forbi masser af boder. Det er så fantastisk her i Etiopien – er forretningslivet – boder alle vegne. Een gade med bare stoffer og skræddere. Jeg skal tilbage der for der var også så mange flotte bugiksnavne. Dynamick Leather Shop. Skt. Maria Magdalena Grosery, og lignende sjove navne. Jakaranda træerne er sprunget ud, og selv om jeg endnu ikke har set en hel gade med Jakaranda, så er det nu smukt alligevel. I Zambia boede jeg ved en vej med Jakarandatræer – og det er altså bare et helt utroligt syn.

Vi er fortsat i Addis Ababa – og på torsdag flyver vi til Assosa som er hovedstad i Benishamongu Gumuz. Her har jeg aldrig været. Så skal vi se om vi kan komme de 1000 km ud til der hvor projektet bliver implementeret. Der skal vi gerne være senest Søndag. Der bliver altså ikke så meget tid i felten denne gang – og det er tvivlsomt at vi kommer ud i landsbyerne. Det er en skam, det havde jeg ellers glædet mig til.

Rejsebrev nr. 2   fra Ethiopien                                                                                                    Sendt 28.marts 2009

22 Marts 2009. Jeg sidder i et lokalt hotel i Kossober. Min mad bliver serveret. Sådan begyndte jeg mit brev sidste søndag, og nu kan jeg ikke engang huske hvordan hotellet så ud, eller hvad vi fik at spise.  Enjera med takabino tænker jeg, men det fortaber sig i alle de øvrige steder vi har spist den samme mad. Enjerra og varm ærtemos med chilli og hvidløg.  Nu er det den 28. Marts og jeg er tilbage i Addis Ababa og har kun en enkelt dag tilbage, før jeg flyver hjem natten til mandag.

Torsdag i sidste uge fløj v fra Addis til Asossa. Flyet var 4 timer forsinket, men vi kom da af sted kl. 14.00. Et lille fly med plads til ca. 50 mennesker vil jeg tro. Jeg har aldrig sat mig ind i flytyper etc. Som ellers de fleste der rejser meget. Jeg tror jeg blot forbigår det for ellers ville jeg nok være bange for at flyve. Nej jeg nyder rigtigt at flyve fordi så snart vi er i luften, så er der intet mere jeg kan gøre – der er kun at overlade sig til skæbnen. Og så slapper jeg af.  Flyet mellemlande i Jimma, og vi blev bedt om at forlade flyet medens det blev tanket. Det var varmt men dog med lidt regn i luften hvorfor vi blev udendørs indtil vi igen kunne gå ombord på flyet. Vi fik spændt sikkerhedsbæltet, og piloten startede. Det tog lidt tid, vi var stadig på jorden. Så blev motoren slukket – han kunne kun får gang i den ene, og vi blev bedt om at forlade flyet på som han sagde ubestemt tid. Klokken var hen af 5 om eftermiddagen, og hvis vi ikke kom af sted inden mørkets frembrud ville vi skulle blive i Jimma. Der blev sat stiger op til motoren, og vi blev bedt om at gå ind i lufthavnsbygningen. Her sad vi så en times tid, før vi igen kunne gå om bord.

Vi var lidt bekymrede, men begge motorer startede, og vi kom af sted.  Landede stærkt forsinkede i Assossa. Fredag havde vi møde med Regionsadministrationens departementer for Vand, for Sundhed og for Uddannelse.  Resten af dagen blev brugt på at arbejde intensivt på Trænings-manualen. Jeg er helt godt tilfreds med designet. Fredag aften var der fest – Judit inviterede Finida folkene, Regionsfolkene og vores lille team på middag. Jeg kunne se at folk havde brug for at feste igennem, men da jeg jo stadig havde en hel uges intenst arbejde for mig gik jeg i seng kl. halv elleve. Jeg sov udmærket og hørte ikke at folk tog i sauna kl. 2 om natten og mændene blev ved til kl. 6 morgen.

Lørdag stod den på oprydning før vi tog på den 1000 km lange tur til projektområdet. Vi kørte fra Asossa kl. 14.00 og ankom til Nget kl. 19.00. Næste morgen kørte vi videre kl. 6.00. Fra Nget til Kossober er der grusvej hele vejen. Kl. 10.00 havde vi første punktering. Dækket var fuldstændigt opløst. Vi fik hurtigt skiftet hjul og ringet til udlejningsfirmaet om at sende nye dæk til bilen.  Planen var nu at køre til Bar hir Dar for at afvente dæk og for at hente det sidste team-medlem som skulle arbejde sammen med os.  Heldigvis kunne vi bruge mobiltelefonerne. Så med god fortrøstning kørte vi videre. Der gik én time og så var det galt igen. Denne gang havde vi ingen reservehjul, og begge dæk var ødelagte så de ikke kunne lappes. Ellers er det det man gør og selv om det var et ret øde område vi var havnet i så kunne vi teoretisk set have fået lappet et hjul. Men vi stod heldigvis i udkanten af en landsby, og vi kvinder kunne søge skygge på den nærmeste veranda. Snart kom en bus forbi, og vi tog en hurtig beslutning. Hjulene – de resterende blev afmonteret bilen og de blev sammen med vore kufferter hejst op på taget af bussen. Selv blev vi klemt ind i bussen hvor der knapt var ståpladser til os. Der blev dog hurtigt taget hensyn til os og vi kørte videre.

Jeg blev placeret på første række til ”førerhuset” – en platform hvor der også sad mennesker overalt ovne på motoren. Over for mig sad en ældre hære med en beroligende hånd på en blind mand med lang stok. Den blinde mand sad og bad hele vejen, og det var egentlig godt at vide at der på bussen var én der kunne bruge hele sin koncentration på at bede om beskyttelse. Judith kom til at sidde helt foran i førehuset, og kunne se at chaufføren blev fodret med chat. Det vidste jeg heldigvis ikke. Vi kom til broen over den blå Niel.  Her blev alle kommanderet ud af bussen. Igen blev der taget hensyn. Vi fik lov at blive i bussen. De øvrige var henvist til at stå/sidde ligge i 44 graders varme uden for bussen, medens den blev undersøgt og deres papirer blev undersøgt.

Efter 4 timers kørsel nåede vi bussens endestation Buren. Her hyrede vi en minibus til at tage os de sidste 120 km til Gilgel Belis. Den tur tog os 4 timer og vi var først fremme kl. 20.00. Den svensk langtidsrådgiver havde lavet mad til os, den var blevet lidt kold men det smagte himmelsk. En af de få afbræk til Enjerra og Takabino. Hotellet er det samme, men denne gang i en ny tilbygning som netop har åbnet. Dette betød at der ikke var den rådne stank af rotter og kloak. Det vil dog ikke tage mange måneder før det er lige så ulækkert som det øvrige hotel. Gulvet er skævt bruseren løber ud på gulvet, og vandet kan ikke komme til. Taget i betragtning at personalet aldrig har lært at gøre rent, og selv bor med jord-gulve og ingen sanitet – ja så er der ikke noget at sige til at rengøringen de facto er ikke eksisterende.

Lige siden jeg ankom havde jeg brugt min tid på at udforme et undervisningsmateriale. Det var svært fordi vi havde så mange rejsedage, og jeg var slemt utilfreds med planlægningen fra projektledelsens side.  Nå men udviklingsarbejde er altid en udfordring, og faktisk fik jeg skruet et godt værktøj sammen, med minimum input fra projektet – hvilket ikke lige havde været planen.  Teamet dernede har masser af problemer, og da der samtidig er udbud på implementeringsfasen, er det ikke til at vurdere hvor problemerne kommer fra.

Endelig Trisdag morgen starter vi undervisningen, folk er mirakuløst kommet til stede. Der er 10 unge embedsmænd som er blevet beordret til at deltage. Det er ikke lige dem jeg havde regnet med skulle deltage. De der skulle have deltaget var blevet sendt på politisk kursus i 45 dage.  Hovedformålet med kurset var at afprøve de forskellige deltagerstyrede planlægningsværktøjer, og vi var lidt skuffede, men gik til opgaven med krum hals. Det blev en stor succes netop fordi disse folk ikke kendte til denne form for planlægning var det muligt at få et realistisk billede af hvordan Felt-håndbogen skulle skrues sammen. Det er netop en række utrænede folk som skal i gang. Operationen lykkedes, de blev meget optagede af metoderne, og da de var unge – var de stadig åbne for nye ideer og deltog med masser af ideer.  Nu er det så en udfordring at få færdigudviklet Felt-manualen. Men jeg synes vi er nået ret langt. I det mindste er jeg nu ret sikker på i hvilken retning den skal tilpasses og videreudarbejdes. Judith, Ysimebet og Roger tager et tag i morgen og så får de 1 uge til at viderebearbejde den så jeg kan få deres inputs. Derefter tager jeg tre dages arbejde på den og så skulle det gerne være det.

Jeg skylder at sige tak for breve og reaktioner på mit første rejsebrev. Dejligt at høre fra jer. Flere har lagt mærke til Jakaranda træerne, og da vi i dag kørte ind i Addis stod en hel gade i fuld flor.  Nu håber jeg at jeg når hjem til generalforsamling i Nissum Fjrod Netværket mandag aften. Vi har lige modtaget den glædelige nyhed at vi har fået 600.000 kr. bevilget fra Grønne Partnerskaber hos Skov og Natrustyrelsen. Det får formentlig hul på bylden til at vi kan arbejde videre med de mange planer.

Nu vil jeg slutte mine rejsebeskrivelser for denne rejse. Jeg har ikke nye rejser på tapetet, men håber der bliver noget i efteråret. Ellers skal Mogens og jeg til Canada til sommer, så hvem ved, måske skriver jeg derfra.   Mange hilsner, Kristine